Musikalsk sammenspil styrker børn socialt

ARKIV 08.09.2016:
Børn, der blæser eller stryger i samspil med andre, klarer sig bedre socialt, viser en ny rapport. Folkeskolerne og musikskolerne bør skrue op for instrumental- og orkestersamarbejdet, så børnene får de kompetencer, der gør dem til hele mennesker, påpeger rapportens redaktør.

Af Christine Christiansen

Børn, der spiller musik med kammeraterne, klarer sig bedre i sociale sammenhænge. I rapporten ”El Sistema-inspirerede projekter – en pilotundersøgelse”, som fem musikforskere og specialestuderende offentliggjorde i sommer, konkluderer forskerne, at børn, der møder klange og instrumenter på nye måder, f.eks. i de samarbejdsprojekter, som flere musik- og folkeskoler i landet har foranstaltet, opnår personlige og sociale kompetencer, der rækker ud over de rent musikalske.

Flere skoler skal med
En række kommuner – herunder Horsens med projektet ”Musik for alle”, Skanderborg med ”Sistema Højvang” og Aarhus med ”MusikUnik” – har succes med tiltag, hvor lærere fra både musikskoler og folkeskoler samarbejder om at undervise børn i at spille på instrumenter. Sideløbende musicerer børnene sammen i ensembler.

Samarbejdet skal fungere på flere planer
Finn Holst er ph.d. i musik, ekstern lektor ved DPU Aarhus Universitet og redaktør og medforfatter på den nye rapport. Med afsæt i dens positive og opsigtsvækkende resultater opfordrer han lederne på flere af landets musikskoler og folkeskoler til at etablere gensidigt forpligtende samarbejdsrelationer. Det afgørende er, at samarbejdet fungerer både på det praktisk undervisningsmæssige plan og på ledelsesplan.

”Hvis der ikke er ledelsesopbakning, kollapser projekterne,” erfarer han.

Hvad skal der til for, at flere skoler griber muligheden for at samarbejde med musikskolerne?

”Initiativet til samarbejdsprojekterne må nødvendigvis inddrage ledelserne på folkeskolerne. I den sammenhæng er det vigtigt at synliggøre de succesfulde samarbejdsprojekter, der allerede findes, f.eks. ”MusikUnik” i Aarhus, hvor man med instrumenter som redskab giver udsatte børn i Gellerupparkens parallelsamfund mulighed for at bryde negative sociale cirkler i deres hverdag.”

Den nye rapport dokumenterer, at instrumentalundervisning og orkesterspil blandt andet giver udsatte børn bedre sociale kompetencer. Hvordan sker det – helt konkret?

”Vi ved fra vores egne undersøgelser og fra følgeforskningen på tyske ”JeKi”-projekter (tiltag, hvor skolebørn blandt andet lærer at spille på instrumenter red.), at her udvikles en række personlige og sociale kompetencer parallelt til børns musikfaglige kvalifikationer. Dette er også dokumenteret i metaforskning om aktiv musikdeltagelse. Det er imidlertid en forudsætning, at undervisningen er baseret på fælles musiceren (collaborative musicing red.). Netop denne form for undervisning praktiseres og udvikles i projekterne – med positive resultater til følge. Det musikalske fællesskab er grundlag for udvikling af en fælles musikkultur. Det er særlig vigtigt i lyset af den udvikling af lokale parallelsamfund, vores samfund i stigende grad udfordres på.
Vi har desuden observeret, at drenge med en meget negativ identitet i skolen finder mulighed for konstruktiv deltagelse i musik – og herved direkte optræder som rollemodeller. Følgeforskningen på ”JeKi”-projektet i Tyskland viser ligeledes, at der netop er særlige potentialer for drenge i disse projekter.”

Hvilke barrierer ser du i folkeskolens struktur ift. at etablere denne type samarbejder med musikskolerne?

”Vi ser i disse år en drejning i folkeskolen mod en smallere boglig tilgang. Hos lederne hersker et new public management-pres: Man opstiller flere resultatbaserede mål, som fokuserer på målbart output i fagene dansk og matematik. At fremme musik og andre kunstfag kræver, at den enkelte skoleleder prioriterer disse felter og finder dem værdifulde.
Skolereformen bærer en del af skylden: Reformen forpligter folkeskolerne på samarbejde med musikskolerne. Folkeskolerne inviterer typisk musikskolerne ind til at køre kortere undervisningsforløb, men samarbejdet mellem institutionerne faciliteres ikke ordentligt pga. et ekstraordinært tids- og ressourcepres som følge af folkeskolereformen. Hvis samarbejdsrelationerne er for skrøbelige og kortsigtede, opnår eleverne ikke optimalt udbytte.”

Hvorfor har man i skolesystemet fjernet fokus fra, at musik og andre kreative fag styrker børns indlæring, når dette dokumenteres videnskabeligt?

”Det danske skolesystem påvirkes af en instrumentel drejning via internationale, konkurrencebaserede målinger, blandt andet Pisa-undersøgelser. Disse målinger viser udelukkende, hvor godt danske skoleelever klarer sig i dansk og matematik ift. andre lande. Her er tilsyneladende øget fokus på ’det målte menneske’. Det, der er vigtigt for at danne det hele menneske – herunder musik, kunst etc. – går tabt i denne tænkning.”

Musikskolerne bærer vel også en del af ansvaret. Hvordan sætter institutionerne stærkere ind for at styrke samarbejdet med folkeskolerne?

”Grundforudsætningen for gode samarbejdsprojekter er en konstruktiv dialog på ledelsesplan mellem institutionerne. Fællesprojekter skal etableres som samarbejder, der gavner begge institutioner. Herved skaber man ”det tredje rum” – samarbejdets rum, hvor kompetencer fra både folkeskoler og musikskoler bringes i spil. Det giver en synergieffekt: De fælles projekter kan mere, end institutionerne kan hver for sig.”

Hvad kan det ”tredje rum” konkret?

”Folkeskolens praksis er at undervise alle elever i musik, men lærerne har ikke kompetencer til at undervise børnene i at spille på instrumenter. Det har musikskolens undervisere – men de mangler derimod kompetencer til at undervise alle, som det er opgaven i folkeskolens obligatoriske musikundervisning.
Man udnytter begge holds kompetencer ved at lade lærerne samarbejde. Det er vejen frem, hvis man vil undervise alle elever i en klasse i at spille instrumenter. Herved kan man etablere undervisningsformer, der ellers ikke var mulige. Det handler om at bruge det bedste fra begge pædagogiske retninger og herved udvikle nye metoder til gavn for begge.”

Hvad kan samarbejdet munde ud i på den lange bane?

”På sigt giver det mening at etablere en ny musiklederuddannelse – i et samarbejde mellem konservatoriet, læreruddannelserne og DPU. Man skal udvikle undervisningsområdet og etablere professionelle læringsfællesskaber ved at give de lærere, der involverer sig i projekterne, mulighed for at sparre med hinanden.
I Aarhus-projektet ”MusikUnik” har man gode erfaringer med dette. Underviserne optager f.eks. hinanden på video og evaluerer efterfølgende på forløbene. Man kan skabe yderligere pædagogiske fremskridt ved at lade projektlærerne mødes på landsplan og lade dem udveksle erfaringer. På sigt kan det danne basis for udvikling af uddannelserne.
Det nytter ikke blot at give musikskolens instrumentallærere efteruddannelse i klasserums-ledelse – og folkeskolelærerne undervisning i at spille lidt på en trompet. Der kræves nogle andre kompetencer. Man kunne her tænke sig at genetablere og nyudvikle den hedengangne musiklederuddannelse rettet mod ”det tredje rum” og amatørmusikken. Folkeskolens musikundervisning og musikskolerne har – trods deres forskellige funktioner – til fælles at bibringe eleverne forudsætninger for livslang og aktiv deltagelse i musiklivet. Måske ville dette være det formålstjenelige mødested mellem uddannelserne, man har ledt efter.”

Du fremhæver instrumental-undervisning og sammenspil som et oplagt samarbejdsprojekt mellem musikskoler og folkeskoler, fordi børn, der musicerer sammen, udvikler stærke fællesskaber og får almene dannelseskompetencer. Hvad kræver det at få flere folkeskoler og musikskoler til at samarbejde omkring instrumentalundervisning?

”Musikskolernes problem er, at de typisk når ud til en begrænset målgruppe og kun sjældent får fat i udsatte børn, fordi musikskoletilbud er kostbare. Københavns Kommunes projekt ”Mere Musik til Byens Børn” er eksempelvis rettet mod at skabe flere frivillige musiktilbud for børn, der ellers ikke ville deltage i musik. Det foregår f.eks. på fritidsinstitutioner. Man starter projektet i skolen og skaber interesse – også hos børn, der ellers ikke ville deltage i musik. Senere kobler man tilbuddet på fritidsklubberne. Den model kræver dobbeltheden – at man arbejder med musikken både i skolen og udenfor.”

Hvilke forbilledlige projekter kan vi lade os inspirere af på internationalt plan?

”Flere af vores nabolande har integreret stærkere kulturpolitikker med større fokus på den musikalske fødekæde. Her ser vi store projekter med mange midler til følgeforskning – ikke kun driftsmidler.
Finland er på forkant med et projekt, der giver alle børn lige adgang til kunst. Et samarbejde med politisk opbakning og enorme ressourcer bag. I Tyskland er man langt fremme med ”JeKi” – et program, som er udbredt i flere delstater og byer. I delstaten Nordrhein-Westfalen får hvert skolebarn – i alt 64.000 børn – instrument-, danse- eller sangtimer hvert år, fordi man vurderer, at det musiske rummer gavnlige kvaliteter for alle børn.
Herhjemme er vores kulturpolitik begrænset af en fantasiløs økonomitænkning. Det resulterer i færre og meget mindre projekter – typisk få uger lange forløb, hvor en musikskolelærer underviser i folkeskolen. Så kan folkeskolen hakke af, at man har gjort noget, men det batter ikke nok. Vil vi tage musikfaget alvorligt herhjemme, kræver det storskala-projekter, der bryder gennem lydmuren.”

Hvordan vurderer du musikskolens rolle i fremtiden – på baggrund af den nye rapports resultater?

”Udviklingen bør gå mere i retning af en tosporet musikskole: Instrumentalundervisning som ét spor og ensemble- og fællesaktiviteter som det andet. Spor to kan målrettes samarbejder med folkeskolerne. Det kræver kompetencer i at undervise i grupper, hold og ensemble, som det netop udvikles i projekterne – modsat nu, hvor en-til-en-instrumentalundervisning er den primære praksis.”

Hvad skal der til for, at vi som samfund får større respekt for de kreative fag og den positive effekt, de har på boglig indlæring?

”Det fordrer politisk opbakning til større projekter med stærkere gennemslagskraft. Vi skal ikke forsøge at gå i målingsdiskurs på musikområdet, men rette fokus på ”det hele menneske”. Det gavner heller ikke at forsøge at begrunde musik med andre fag. Musik er en uerstattelig del af det at være menneske, og skolerne bør tage ansvar for at danne hele mennesker.”

Fakta om rapporten “El Sistema-inspirerede projekter – en pilotundersøgelse”
Fem musikforskere og specialestuderende har udarbejdet rapporten for Danske Musik- og Kulturskoleledere (DMKL). Den blev offentliggjort før sommerferien.
Forskerne konkluderer i rapporten, at samarbejdet mellem musikskoler og folkeskoler om at give børn et anderledes møde med musik og musikinstrumenter kan styrke de mindste på en lang række områder, som rækker ud over det rent musikalske.
Læs rapporten her

JeKi – musikundervisning til tyske børn
’JeKi’ står for ’Jedem Kind ein Instrument (et instrument til alle børn red.) Det er et musikalsk uddannelsesprogram, som i 2007 startede på grundskoler i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen. Siden har programmet skiftet navn til ‘JeKits’: Jedem Kind Instrumente, Tanzen, Singen (instrumenter, sang og dans for alle børn red.) og er i dag udbredt til store dele af Tyskland.

Alle elever på første grundskoletrin i de delstater, hvor programmet kører, tilbydes at deltage i programmet. Musikskolelærere og grundskolelærere underviser i fællesskab børnene i at spille et instrument. Børnene prøver først en række forskellige instrumenter for til sidst at vælge et favoritinstrument, som de låner gratis og undervises på resten af forløbet. Sideløbende lærer børnene elementær musikteori.

Når de behersker basale instrumentale færdigheder, musicerer de sammen i orkestre. Sammenspillet og dets gavnlige effekt på børn er en essentiel del af ‘JeKits’-programmet, som børnene deltager i gennem fire grundskole-år.

Projektet er defineret som et dannelsesprojekt.

Se mere her: www.jekits.de