DAMUSA uddelte årets musikskolepriser

ARKIV 07.05.2017:
Prisuddeling 2017: Årets Musikskoleensemble blev orkestret HOPE fra Høje-Taastrup Musikskole, og Årets Musikskolekommune blev Roskilde Kommune.

En stolt tradition med 28 år på bagen. Lørdag 6. og søndag 7. maj var der Musikskoledage i Tivoli 2017,og DAMUSA havde endnu engang fornøjelsen af at uddele årets musikskolepriser. Prisuddelingen fandt sted søndag kl. 16 fra Plænen i Tivoli.

Årets Musikskoleensemble
Prisen som Årets Musikskoleensemble 2017 gik i år til orkestret HOPE fra Høje-Taastrup Musikskole. I begrundelsen for prisen hed det blandt andet: ”Prisen går i år til et unikt ensemble, som særligt lever op til kriterier om det sociale engagement og det udadvendte fokus. HOPE er bygget op gennem de sidste fire år og består af en stor gruppe børn, som ikke tidligere kendte til musikkens sprog og til mulighederne i musikskolen. I dag har orkestret høstet stor anerkendelse.”

I prisen indgår et legat på 10.000 kr.

Årets Musikskolekommune
Prisen som Årets Musikskolekommune 2017 gik til Roskilde. Begrundelsen lød det blandt andet: ”Ved udvælgelsen har DAMUSA lagt vægt på, at Roskilde Kommune satser målrettet og ambitiøst på at udvikle musikkens vilkår for børn og unge såvel på musikskoleområdet som på folkeskole- og småbørnsområdet, og – ikke mindst – tilfører den nødvendige finansiering til projekternes udførelse. Kommunen har en udtalt ambition om, at langt flere børn skal opleve glæden ved at spille et instrument eller synge. I satsningen er der også givet midler til talentklasser i udskolingen.”

I prisen indgår et kunstværk efter eget ønske til en anskaffelsesværdi af 10.000 kr.

Tale af Mogens Jensen
Årets tale til musikskoleområdet blev holdt af kulturordfører Mogens Jensen (S), og hans tale fandt sted på Plænen søndag kl. 15:50 – lige inden DAMUSAs prisoverrækkelser. Det var også også Mogens Jensen, der overrakte priserne til vinderne.

Efter prisoverrækkelsen var der en kort koncert med HOPE under ledelse af dirigent Andreas Vetö.

Masser af musik
Musikskoledage i Tivoli kunne i år byde på 245 koncerter fordelt på 14 scener. Der var 6.000 tilmeldte musikskoleelever fra 72 musikskoler. Ud over et rekordstort antal danske musikskoler var der i år også deltagelse af unge fra Grønland og Canada.

  • Arkiv



  • Copyright 2019

  • linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram